Byer på Bornholm

Allinge-Sandvig, Maleriske tvillingebyer
Allinge-Sandvig tager imod dig med åbne arme. Besøger du Nordbornholms tvillinge-byer, vil du hurtigt fornemme den særlige blanding af fantastisk natur, historiske by-miljøer og den naturlige gæstfrihed, som stammer fra over 100 års erfaring som turistmål. Allinges gamle huse og gader ligger malerisk på klipperne omkring havnen, der er sprængt ud i granitten dér, hvor byens naturhavn i århundreder havde ligget.

Livlig ferieby:
Her møder du i dag en livlig ferieby. Omkring havnen og det centrale Allinge ligger mange spændende butikker, restauranter og cafeer, der tilbyder noget for enhver smag. På havnen, kan du ligeledes lade dig friste af friske fiskespecialiteter på røgerierne. Om sommeren holdes kræmmermarkeder og lørdagsmarkeder, hvor de handlende og restauratørerne rykker ud i det fri. Fra Allinge Havn er der i højsæsonen bådforbindelser dagligt til Sverige og Christiansø.
Natur og strand:
Hvis du vælger den smukke kystrute, bliver du overvældet af den bornholmske mangfoldighed. Her er et utal af naturskønne vandrestier, der går på kryds og tværs gennem områderne. På turen møder du skov, klippekyst, små og hyggelige byer og fiskerlejer. De ligger i et fredet område med udsigt til klipper og hav.  Du finder også en lille klippefyldt sandstrand. Vil du bade skal du tage til Sandkås eller Sandvig. 

Det bør jeg se i Allinge og omegn:

Christiansø, Hammershus , Hammeren, Jons kapel , Nordbornholms røgeri, Sprækkedalen, Helleristningerne, Stenbrudsmuseet MoseløkkenDøndalen, Olsker Rundkirke, Salomons KapelHavnen, Allinge Røgeri, Byen, Restauranter, Butikker, Naturen, Skov og strand.  

Færger til Bornholm

Nyheder:

GRATIS til Bornholm - du bestemmer - vi gør det muligt.

Færge: Ystad-Rønne T/R  med bil og op til 5 personer.

Hvornår: Alle dage og uger undtagen ugerne 24 og 28 til og med 33. 

Sådan fungerer det:

Vi refunderer din billetpris til "Billigbillet" eller "Pensionistbillet", hvis du bestiller min. 3 nætter på Sandkås Feriecenter i Allinge.

Har du købt en standartbillet udbetaler vi kun prisen på billigbilletten.

Bemærk - Bemærk:

1). Du skal selv bestille og betale din færgebillet.

2). Opholdet skal være købt og betalt direkte hos Sandkås Feriecenter for at opnå denne rabat.
Sandvig:

I Sandvig er du tæt på toppen af Bornholm. Hammerknuden skyder sig med massiv klippekraft ud i havet nordvest for Sandvig. I mellem knuden og det gamle fiskerleje ligger "sand-vigen" med den dejlige sandstrand. Nyd den stille stemning i Sandvig havns hyggelige fiskermiljø, med udsigt til bugten og Hammerknuden. Sandvigs hoteller, den gamle by, stranden og klipperne omkring den kan godt på de lune sommeraftener minde om Middelhavets små byer. Der er en række restauranter og cafeer at vælge imellem i det gamle Sandvig.

Hammerknuden:
En vandretur omkring Hammerknuden er et must. Gå mellem de rundskurede klipper, snus til lyng og enebær, mærk vinden fra havet – og lydene, når bølgerne fra det dybe vand ruller ind mod de forrevne klipper. Højt på Hammerknuden ligger Hammer Fyr og på nordspidsen ligger Hammerodde Fyr. På vandreturen Hammerknuden rundt støder du pludselig i en lille vig på ruinerne af Salomons Kapel. Den lille kirke blev bygget i 1300-tallet. 
Hammershus:
På toppen af skråningerne bag havnen troner middelalderborgen Hammershus. Hammershus er både Nordeuropas største borgruin og det største bornholmske vartegn. I næsten 500 år var borgen centrum i en både blodig dramatisk periode i bornholmernes historie. Den stærke fæstning blev flere gange brugt i spillet mellem konge og kirke. Kom og oplev den særlige stemning på borgen – udsigten er fantastisk. Hammershus borgruin og Hammershus-udstillingen når du knap 2 km fra Sandvig. En oplevelse i særklasse.
Strand:
For foden af Hammerknuden på Bornholms nordspids ligger Sandvig. Nordbornholms mest populære badestrand. Stranden ligger flot i bugten mellem klipperne ved Strandpromenaden og Hammerknuden. Stranden er altid fuld af liv om sommeren. Børn leger i strandkanten eller hopper ud fra de lave klipper, der er omgivet af sand. Voksne slanger sig i sandet, spiller bold – eller har søgt tilflugt på de yderste klippepartier. Der er endvidere en badebro, hvis man ikke vil springe i fra klipperne. Der er kiosk, toilet og parkeringsplads i nærheden af stranden. Desuden er byen Sandvig tæt på med restauranter, butikker, tennisbaner og busforbindelse

Det bør jeg se i Sandvig og omegn:

Christiansø, Hammershus , Hammeren, Jons kapel , Nordbornholms røgeri, Sprækkedalen, Helleristningerne, Stenbrudsmuseet MoseløkkenDøndalen, Olsker Rundkirke, Salomons KapelSlotslyngen, Hammer Havn, Byen, Restauranter, Naturen, Stranden.  

Sandkås:
Sandkås er et eldorado af klipper og hvide strande. Sandkås ligger på Nordbornholm mellem byerne Tejn og Allinge-Sandvig. Langs klippekysten er opstået et sammenhængende bysamfund fra Tejn over Sandkås til tvilingbyerne Allinge Sandvig. Navnet Sandkås kommer af, at der i bugterne mellem klippepynter, har dannet sig badestrande med det fineste sand, i læ fra de høje klipper, græsbevogtede bakker og klitter. Nyd det storslåede landskab, der byder på talrige, enestående attraktioner.

Tejn:
Når du kommer kørende fra Bornholms nordspids/Allinge ad den smukke kystvej langs med den forrevne klippekyst kommer Tejn som den første havneby. Tejn Havn er en stor fiskerihavn som anløbes dag og nat. Havnen er det naturlige omdrejningspunkt i byen med et par spisesteder lige i nærheden. Ikke langt fra byen finder du øens mindste Rundkirke – Ols Kirke i Olsker – der ligger lidt inde i landskabet.

Natur:
På den nordlige del af øen, ved det fantastiske naturområde Hammerknuden, kan I beundre de smukke klippekyster, sprækkedale, vandfald og klippehuler. Et par kilometer mod syd finder i Ravnedalen, hvor der er blevet fundet en bronzealderhøj, helleristninger og bautasten. Ved Helligdomsklipperne, mellem Gudhjem og Allinge, fører trappetrin gennem en kløft ned i dybet. Oplev de forrevne klippeformationer, der skaber dramatiske scenerier. Mod nordvest ligger Døndalen med en å, som om foråret danner et op til 25 m højt vandfald – Døndalsfaldet.

Strand:

Mellem Tejn og Allinge ligger Sandkås Strand der med flot sandstrand og klippe kyst på hver side, fremstår helt unik.  Her er der – som navnet antyder – masser af sand. Smukt beliggende mellem klipperne ligger der gode badestrande – og en badebro. Sandkaas Strand, Stranden har gode parkeringsforhold og en kiosk. Ca. 6 km mod nord ligger den herlige, børnevenlige Sandvig Strand med fint sand, sandbund og lavt vand. Ved denne strand findes der også kiosk, café og tennisbaner.

Gudhjem – Malerisk og særpræget
Gudhjem er den mest særprægede bornholmske skærgårdsby, der findes. Byen ligger ned ad klippesiden med maleriske huse og gadebilleder Se selv, hvordan de røde tegltage, de frodige haver og de grå klipper draperer sig dramatisk omkring klippehavnen. Dyk ned i byen, forlad hovedgaden med dens mange forretninger. Find de små veje og stier, hvor morbærtræer og figentræer gror i solfyldte klippehaver. Her kan du indsnuse duften fra haverne og klippeområdets kaprifolier. Søg så op til de højdepunkter, hvor du kan få overblik.

Bokul:
På toppen af Bokul, klippeknolden over byen  kan du kan overskue byens tage, klippedalene og lade dit blik glide op ad mod havets høje horisont. Ude på kanten balancerer Christiansø – endnu. Bag Bokul svinger Helligdomsvej hen mod Holkabroen, der på sine slanke søjler frækt flyver over Holkadalen og byens bindingsværkshuse og udbasunerer sit budskab om moderne tider. Her fra ser du ned på byen og over til Gudhjem Kirke, der ligger på næste klippetop. Mindre højt, men lige over Gudhjem Havns inderste bassin, giver klippernes opskud dig fast grund til endnu en udkigspost Her kan du følge livet på havnen, og se solen gå ned over byens tage og mange røgeriskorstene.

Kunsternes tilknytning til Gudhjem:
Gennem hele dette århundrede har kunstnere og kunsthåndværkere haft tilknytning til Gudhjem, inspireret af det særlige lys, af bymiljøet og naturen. Mest kendte er vel Oluf Høst og Niels Lergaard. Oluf Høsts tidligere atelie og bolig er i dag indrettet som et spændende museum. Gudhjem Museum viser hele sæsonen skiftende kunstudstillinger. Museet er sammen med bl.a. byens gallerier, Gudhjem Glasrøgeri på havnen, Baltic Sea Glass syd for byen og Bornholms Kunstmuseum ved Helligdommen med til at gøre Gudhjem-området til centrum for kunst og kunsthåndværk på Bornholm.
Masser af liv:

I Gudhjem mødes alle. I denne vidunderlige by er der masser af liv. Langs den næsten sydlandske ”gade” finder man Butikker, keramikere og arbejdende glaspusteri, restauranter, cafeer, røgeri, karamelkogeri m.m. Igennem hele ”gaden” risler den gamle helligdomskilde, som i middelalderen var kendt for sin helbredende kraft. I byens mange spændende restauranter, spisesteder og cafeer er der altid en god, venlig atmosfære, som naturligt opstår, når folk mødes for at snakke og hygge sig sammen – eller måske for at nyde “Sol over Gudhjem”, som det berømte smørrebrød med røget sild hedder. Man føler sig velkommen i Gudhjem. Oplev på egen hånd nogle af de interessante miljøer.

Svaneke:
Svaneke er den østligste og mindste købstad i Danmark. Svaneke er i dag en af de smukkeste og mest særprægede provinsbyer. Fra midten af sidste århundrede har den hvilet tilbagetrukket. Udviklingen er efter århundredskiftet gået uden om byen, hvilket betød, at den gamle bystruktur og de gamle huse blev bevaret. Derfor frembyder den et enestående billede af en ægte og harmonisk provinsby, groet frem på de stejle klippepartier omkring havnen med kulørte husklynger, indbyrdes forbundet af stengærder og præget af karakteristiske udvendige stentrapper og frodige haver med valnød og morbærtræer.

Erhvervene i Svaneke:
omhandler alle normale arbejdsgrene for en provinsby. Handel, håndværk, landbrug, fiskeri, produktion med export, uddannelse, posthus, bibliotek, bank, bager, brugsen, blomsterhandel, biograf, læge, tandlæge, autoværksted og forskellig turistservice. Fra havnen kan man hente den daglige fisk. Turismen betjenes med hotel, campingplads, vandrehjem, private ferielejligheder og huse, flere forskellige gode spisesteder og en bodega på torvet, som har åbent hele året. En del af befolkningen er også beskæftiget i andre lands- eller verdensdele eller arbejder i Svaneke for andre landsdele. Der er derfor et veludviklet transportsystem med normale busser og direkte taxibus til lufthavnen i Rønne.
Befolkningen:
Befolkningen i Svaneke trives i bedste velgående. Udover daglige jobs er der mange forskelligartede fritidsaktiviteter og klubber, – og sammenholdet i byen er meget stort. Byen har ca. "250 borgmestre" som hen over måneden mødes på den lokale pub på torvet og dirigerer verdenen i Svaneke og i Europa. Befolkningen er inddelt i ca. "50% tilflyttere" fra mange forskellige egne og "50% indfødte", hvilket giver en humoristisk blanding af forskellige kulturer til byens berigelse. Byens borgere etablerede i 1890 et amatørteater, som i dag er et habilt privat teater, der om vinteren afholder forestillinger for hele Øen.
Hasle:
Hasle er en hyggelig fiskerby midt på den bornholmske vestkyst.  Byen ligger op af skrænterne ovenfor havnen og har sin egen charme. I havnen finder du stadig en del aktive fiskerbåde, lystbåde og små fiskejoller. Hasle er en velbevaret gammel by, der på sin egen, stille måde har fulgt med udviklingen og samtidig formået at bevare sit oprindelige bymiljø. Her finder du de smukke oplevelser i mere autentiske rammer.  Hasle har det hele: By, land, skov, hav og strand.
Naturperler:
Naturen og kulturlandskabet omkring Hasle er helt unik. Nord for Hasle ligger Danmarks mest uberørte klippekyst klods op ad Danmarks største granitbrud. Rundt omkring i den gamle Hasle Kommune ligger flere små oaser og gemmer sig fra industrilandbrugets og byernes menneskabte virkelighed. Umiddelbart nord for Hasle møder man den baltiske issøs kystlinie, længere nord ved Jons Kapel går det over i stejl klippekyst. Syd for Hasle og på hele Sydbornholm er der brede sandstrande.
Røgerierne:
Røgerierne i Hasle står som en lille kulturperle. De drives på den gamle manér.  Du vil mærke røgen fra det brændende elletræ, når det fugtes med den våde klud. Du vil se sildene hænge på rækker i den gamle røgeovn. Du vil smage den lune, fede sild, direkte fra røgeskorstenen.  Fra kl. 8.00 om morgenen starter røgning af sild på Museumsrøgerierne i Hasle. Og fra lidt før middag kan du spise de varme nyrøgede sild. I et af dem viser en udstilling silderøgningens historier i billeder og plancher.

Rønne:
Rønne har siden 1327 haft rettigheder som købstad og er Bornholms største by. Rønne bliver også kaldt Bornholms hovedstad, og med Øens største havn er byen meget naturligt et knudepunkt for trafikken til og fra hele Bornholm.

Selvom Rønne er en almindelig driftig provinsby, har man dog forstået, at bibeholde dele af byen, som den har set ud i århundreder. Fredninger og en stor indsats for bevaring, har bevirket at mange af de gamle charmerende bymiljøer med Bindingsværkshuse og små krogede gader stadig eksisterer.

Bornholmsk stemning:
I Rønne kan du mærke den særlige bornholmske stemning og altid gøre en god handel. Oplev den særlige stemning på markedsdagene på Store Torv. Her præsenterer bornholmerne deres egne produkter for dig. På Store Torv i Rønne er der om sommeren ofte jazzmusik. Og fra torvets boder byder de handlende i Rønne på bornholmske specialiteter. Kunsthåndværk, brugskunst og fødevarer og meget, meget mere… Rønne byder på mange restauranter og cafeer at vælge i mellem.
Oplevelser:
Gå en tur over de toppede brosten i de fredelige gader i den gamle bydel bag kirken. Her er usædvanligt mange fine bindingsværkshuse. Vil du se Bornholms traditionsrige stentøjsarbejde, så er Keramikmuseet i den gamle Hjorths Fabrik et besøg værd. Oplev gammeldags borgerliv på Bornholm sidst i 1800-tallet i Erichsens gård. På Bornholms Museum kan du opleve Bornholms fantastiske kulturhistorie lige fra forhistorisk tid op til 1900-tallet. På Kastellet, lidt syd for Rønnes gamle bydel ligger det imponerende Kastelstårn, der med sin runde form og fire meter tykke mure mest ligner de bornholmske rundkirker. Rønne er fuld af oplevelser, muligheder og det centrale udgangspunkt for udflugter til hele øen.  
Aakirkeby:
Byen midt inde i landet. Sydbornholm byder velkommen. Aakirkeby er den eneste bornholmske købstad, der ikke ligger ved havet, så her har det ikke været fiskeri og søfart som i de andre bornholmske byer, men landbrug, der har været grundlaget for byens økonomiske aktivitet og udvikling. Udover en fremragende, varieret og spændende natur, har byen meget at byde på i selve Aakirkeby. Her er der et aktivt handelsliv med god service og betjening. Lige syd for Aakirkeby ligger nogle af øens absolut bedste og reneste strande.
Byen:
Byen  er virkelig værd at stifte bekendtskab med. Det store torv, der også fungerer som markedsplads, er Aakirkebys stolthed og samlingspunkt. Den er altid en oase at komme til, der findes servering, samt mange andre aktiviteter i årets løb, og altid smukt omkranset af blomster Det er ikke for ingenting at Aakirkeby også kaldes Blomsterbyen. De mange butikker i Aakirkeby, har en afslappethed der føles behagelig. Der er god service, stort varesortiment, gode parkeringsmuligheder i Aakirkeby, samt et godt miljø til både voksne og børn

Historien:
Historien handler om kultur, kirke og magt, for her ligger øens formentlig ældste kirke, den store Aa Kirke. Den blev opført allerede i 1100-tallet og var i de følgende århundreder centrum for det kirkelige herredømme på Bornholm. I middelalderen var Aakirkeby øens magt-centrum. Den historie, der er ældre end kirkens, handler om naturen – hele Bornholms natur og den næsten ufattelige proces, der gennem millioner af år har skabt det Bornholm, vi har under fødderne i dag. Du kan gå ind i naturens historie her i Aakirkeby på oplevelsescenteret NaturBornholm, der ligger i byens udkant.

Dueodde Strand
Dueodde omtales ofte som Nordeuropas bedste badestrand. Sandet er ultrafint og indbydende.  Vandet klart og rent – og med mange revler, så der både er lavt og dybt tæt på kysten. Stranden er bred og strækker sig kilometerlangt mod nord og vest fra Bornholms sydøstlige hjørne. På den bredeste strækning er der masser af klitter og gryder, hvor du kan finde læ – og være helt uforstyrret. Fra den store hovedparkingsplads inde i skoven finder du en mere end 500 meter lang rampe, så du kan tage cyklen, barnevognen og kørestolen med gennem klitterne til den smukke strand. Ved P-pladsen er der også kiosk, toiletter og busforbindelse.

Området
Bag stranden ligger sommerhusene på store, skovklædte grunde med god plads mellem husene. Besøgende kan gå ad trapperne op i Dueodde Fyr, og fra udsigtsposten se ud over det særprægede naturområde, eller gå en tur i skoven og se de historiske bunkere fra krigens tid. For golfspillerne er Dueodde Golfbane indenfor kort rækkevidde. Der findes desuden en svømmehal med børnepool. Tæt ved fyret findes restaurant, café og iskiosk. Frisk morgenbrød og daglige fornødenheder kan købes ved en af områdets campingpladser. Større indkøb kan forteages i Snogebæk eller Nexø som ligger få kilometer mod nord.

Bornholms næststørste by
Nexø er Bornholms næststørste by. Havnen er en af landets største fiskerihavne, hvor omkring halvdelen af fiskefangsten ved Bornholm landes. Fiskefartøjer fra hele Østersøområdet – og Jylland med – tøffer ind med råvarer til byens fiskeindustrier. Værft, vodbinderi og andre virksomheder servicerer fiskere og fartøjer omkring havnen.

Liv på torvet
På Torvet i Nexø føler du straks en anden atmosfære end det altid vibrerende havnemiljø. Her mærker du den lille provinskøbstads ro; springvandets pjasken og byens borgere i roligt tempo over brostenene for at ordne dagens gøremål på posthus eller bank. Her er tid til en passiar mellem bekendte, når man tilfældigt mødes på torvet. Torvet danner også centrum for sommerens Østersøjazz og markedsdage med underholdning.

Opdagelser i Nexø:
Du kan se mange velbevarede bindingsværkshuse, og vandrer du rundt i byen, opdager du snart noget, der er helt særligt for Nexø: De røde sandstensfliser i fortovet og de smukke sandstengærder, der omkranser byens mange private haver. Søger du fornemmelse og forståelse af livet i Nexø, så gå til det gamle, gule ting- og rådhus mellem havnen og torvet. Martin Andersen Nexøs Hus er også et besøg værd. Huset er fyldt med personlige effekter, bøger, artikler og fotos med tilknytning til forfatterens liv. Du kan også opleve sommerfugleparken med mere end 1000 forskellige sommerfugle i udkanten af Nexø by.