Turforslag med bus

Den store rundtur med besøg rundt på øen. 
Vi kører forbi Sct. Ols Kirke, gennem Vedby, forbi Klemens Kirke ad Årsballevej til Almindingen, som er Danmarks 5. største skov. Her passerer vi Lilleborg, kører op til Rytterknægten og beser Danmarks næsthøjeste punkt, Kongemindet. Herfra spadseres til Ekkodalen. Turen går videre til Rokkestenen i Paradisbakkerne. Senere til Dueodde me de flotte hvide strande. Dernæst køres via Nexø til Svaneke, hvor der i sildesæsonen bliver lejlighed til at smage en røget sild, besøg Glastorvet og et bolsjekogeri.

Videre over land gennem Østermarie og Østerlars med Østerlars Rundkirken. Derfra ad strandvejen forbi Døndalen og Stammershalle til lejrskolen.

Kort skitsering af turen: Sct. Ols kirke, Rytterknægten, Ekkodalen, Rokkestenen, Dueodde, Svaneke,  forbi Døndalen og Stammershalle.

Vores vognmand tilbyder bus for kr. 148,00 (+ entreèr)

Skolen skal selv sørge for at booke plads på NaturBornholm
Læs mere her om booking til NaturBornholm her

I Joboland behøver i ikke at bestille plads. Her betaler i enten ved indgangen eller oplyser skolens EAN nr. så vil der blive fremsendt en faktura til skolen.
Her kan du se priser på Entré til Joboland

Rundtur 09.00-16.30
Vi kører ad Strandvejen til Døndalen og Helligdomsklipperne ved Rø, Hvor bl.a. Lyseklippen og den sorte gryde beses.Næste ophold er Gudhjem, hvor deltagerne sættes af på toppen af Bokul-bjerget, hvorfra der er udsigt over byen og kysten. Der spadseres ned af bjerget til havneområdet med de mange spændende forretninger, bl.a. et arbejdende glaspusteri.

Herefter går turen gennem Knudsker til Rønne, hvor der vil være lidt tid på egen hånd til f. eks. at besøge det arbejdende keramikmuseum Hjort, Forsvarsmuseet eller gå en tur i den gamle bydel. Efter opholdet fortsætter vi turen gennem Sandflugtsskoven og Hasle til Jons Kapel. Herfra en god gåtur til Vang, hvor bussen venter på jer og kører jer tilbage til lejrskolen.

Kort skisering af turen
Ad strandvejen til Helligdomsklipperne, Gudhjem, Rønne f.eks. Hjorts Keramik, Forsvarsmuseet eller gåtur i den gamle bydel, Jons Kapel hvorfra der spadseres til Vang hvor busser holder og derefter retur.

Vores vognmand tilbyder bus for kr. 148,00 (+ entreèr)

Bus fra lejrskolen til Hammershus / Jons Kapel
Gåtur langs kysten til Vang (Vandmølle og stenbrud) videre gennem slotslyngen til Hammershus, Stenbrugsmuseet Hammerknuden og Sandvig. Besøg helleristningerne. Derfra gennem Allinge tilbage til Lejrskolen. En gåtur på ca. 15km. Turen kan kortes af ved at begynde på Hammershus.
Vores Vognmand tilbyder: Pris for bus kr. 60,- pr. person, hvis gruppe bliver hentet omkring Sandvig.
Skal gruppen kun den ene vej koster det kr. 35,- pr. pers.

Bus til Døndalen (vandfald) der fra går man til kunstmuseet og Helligdomsklipperne. Herfra kan man enten gå langs kysten til Gudhjem eller sejle udflugtsbåden Thor til Gudhjem. I Gudhjem kan man besøge røgeri, Oluf Høstmuseet. Der er også mulighed for at gå ud og se Østerlars Rundkirke og/eller Bornholm Middelaldercenter. Returkørsel til Lejrskolen sidst på dagen.
Vores vognmand tilbyder bus for t/r 85,- pr. person.

Besøg Olsker Rundkirke.
Den højeste og mest elegante af de fire rundkirker set ude fra med sine 26 meter. Kirken er bygget ca. 1150, men er ombygget og forstærket adskillige gange. Senest i midten af 1900-tallet, hvor bla. altertavlen blev udskiftet. Går du op i kirken ad den smalle trappe ser du tydeligt, hvorfor den var umulig at erobre for indtrængende fjender. Hvert år besøger omkring 25.000 gæster kirken.
Entre kr. 10,- pr. person.
Følg den gamle jernbane bag lejrskolen bagom Tejn by. Gå mod Olsker. Afstand ca. 3km
Sliptur til: Joboland Natur Bornholm, Middelaldercenter, Sommerfugleland eller Rovfugleshow
Vi kører frem og tilbage ad den nærmeste vej til en af de ovennævnte attraktioner. Bussen er ikke til rådighed under selve opholdet.
Pris for bus kr. 85,- pr. pers.
Ønsker gruppen ophold Almindingen m Ekkodal, Kongemindet, Rokkesten og Lilleborg er der et tillæg på kr. 30,-pr. pers.